Fanget i Afghanistan | Tilbage i London | Begge sider af sløret | Besat af påklædning | Tørklæde definerer mig | Miss Afghanistan | Hvordan vil du dømmes? | Respekteret | Vold mod kvinder | Seksuelle råvarer | Hvem er civiliseret?

Yvonne Ridley, født 1959, er en britisk journalist, der blev verdenskendt, da hun blev taget til fange i Afghanistan. Ridley blev holdt fanget af Taliban i 10 dage i 2001, mens hun arbejdede for Sunday Express. Her er uddrag af hendes indlæg i Washington Post i 2006.

Fanget i Afghanistan

Jeg plejede at betragte tilslørede kvinder som tilbageholdne og undertrykte skabninger – indtil jeg blev fanget af Taliban.

I september 2001, kun 15 dage efter terrorangrebet på USA, sneg jeg mig ind i Afghanistan, iklædt en blå hoved-til-tå burka, med hensigten om at skrive en avisartikel om livet i det undertrykkende regime. I stedet blev jeg opdaget, arresteret og tilbageholdt i 10 dage. Jeg spyttede og sværgede af dem, der tog mig til fange. De kaldte mig en ”dårlig” kvinde, men slap mig løs, efter at jeg gav løfte om at læse Koranen og studere islam, (ærlig talt ved jeg ikke, hvem der var mest lykkelig, da jeg blev sat fri – dem eller jeg).

Tilbage i London

Tilbage, hjemme i London, holdt jeg mit løfte om at studere islam – og jeg var forbløffet over det, som jeg fandt ud af. Jeg havde forventet, at Koranen ville indeholde kapitler om, hvordan man skal slå sin kone og undertrykke sine døtre, i stedet fandt jeg passager, der støttede frigørelse af kvinden.

To og et halvt år efter min fangetagen konverterede jeg til islam, hvilket fremprovokerede en blanding af forbavselse, skuffelse og opmuntring iblandt venner og familie.

Nu er det med væmmelse og forfærdelse, at jeg ser, her i England, at tidligere udenrigsminister Jack Straw beskriver den muslimske nikab (beklædning, hvor man er helt dækket undtagen øjnene) som en uvelkommen barriere til integration, og premiereminister Tony Blair, forfatter Salman Rushdie og selv Italiens premiereminister Romano Prodi springer til hans forsvar.

Begge sider af sløret

Som værende en, der har været på begge sider af sløret, kan jeg fortælle dig, at de fleste mandlige politikere og journalister, der jamrer over de undertrykte kvinder i den islamiske verden, slet ikke ved, hvad de snakker om. De bliver ved med tørklædet, børnebrude, kvindelige omskæringer, æresdrab og tvangsægteskaber, imens de helt forkert bebrejder islam for alt dette – deres arrogance er kun overgået af deres uvidenhed.

Disse kulturelle emner og traditioner har intet at gøre med islam.

En omhyggelig læsning af Koranen viser, at stort set alt, hvad de kvindelige feminister i Vesten kæmpede for i 1970’erne, var til rådighed for muslimske kvinder 1.400 år tidligere.

Kvinder i islam bliver betragtet som ligeværdige til mænd, hvad angår åndelighed, uddannelse, værdighed, og hvad angår fødsel og opfostring af børn, bliver det betragtet som en positiv egenskab.

Besat af påklædning

Når nu islam tilbyder så meget til kvinder, hvorfor er vestlige mænd så besatte af muslimske kvinders påklædning? Selv den engelske regerings ministrer Gordon Brown og John Reid er kommet med nedsættende kommentarer om nikab – og de råber fra den anden side af den skotske grænse, hvor mænd bærer nederdel.

Da jeg konverterede til islam og begyndte at bære hovedbeklædning, var eftervirkningerne enorme. Alt, hvad jeg gjorde, var at tildække mit hoved og mit hår – men jeg blev med det samme gjort til en andenrangs borger. Jeg vidste, at jeg ville høre ting fra de mærkelige, dem der har islamofobi, men jeg forventede ikke så meget åbent fjendskab fra fremmede mennesker.

Taxier kørte forbi mig om natten med deres ”fri”-skilte tændt. En taxichauffør, efter at have sat en hvid passager af lige foran mig, stirrede på mig, da jeg bankede på hans vindue, hvorefter han kørte bort. En anden sagde ”Efterlad ikke en bombe på bagsædet” og spurgte ”Hvor gemmer Bin Laden sig?”.

Tørklæde definerer mig

Ja, det er en religiøs forpligtelse for muslimske kvinder at klæde sig beskedent, men majoriteten af de muslimske kvinder, jeg kender, kan lide at bære hovedbeklædningen, der efterlader ansigtet synligt, selvom få foretrækker nikab. Det er en personlig konstatering:

Min påklædning fortæller dig, at jeg er muslim, og at jeg forventer at blive behandlet respektfuldt, på samme måde som en Wall Street-bankdirektør ville sige, at et forretningsjakkesæt definerer ham som værende en leder, der skal tages seriøst.

Og specielt iblandt konvertitter, som mig selv, er opmærksomheden fra mænd, der kontakter kvinder med upassende og sjofel opførelse, ikke tålelig.

Miss Afghanistan

Jeg var en vestlig feminist i mange år, men jeg opdagede, at muslimske feminister er mere radikale end deres sekulære genpart. Vi hader de grufulde smukke festoptog og forsøgte at holde op med at grine i 2003, da dommerne i Miss Earth-konkurrencen, som et kæmpe spring for kvinders frigørelse, hilste tilsynekomsten af en bikini-påklædt Miss Afghanistan, Vida Samadzai, velkommen. De gav sågar Samadzai en speciel pris for at ”repræsentere sejren for kvinders rettigheder”.

Hvordan vil du dømmes?

Nogle unge muslimske feminister betragter også tørklædet og nikab som et politisk symbol, det er en måde at forkaste Vestens overskridelse af drukgilder, tilfældig sex og stofmisbrug på. Hvad er mest befriende: at blive dømt på længden af din nederdel og størrelsen på dine kirurgisk forstørrede bryster eller at blive dømt på din karakter og intelligens?

I islam kan overlegenhed kun opnås igennem fromhed – ikke skønhed, rigdom, magt, position, eller sex.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle skrige eller grine, da Italiens Prodi tilsluttede sig debatten sidste uge ved at erklære, at det er ”almindelig fornuft” ikke at bære nikab, fordi det gør sociale relationer ”mere vanskelige”. Vrøvl! Hvis det er tilfældet, hvorfor er mobiltelefoner, fastnet, e-mail, tekst beskeder og faxmaskiner i daglig brug? Og ingen slukker for radioen, fordi de ikke kan se oplæserens ansigt.

Respekteret

Under islam er jeg respekteret. Den fortæller mig, at jeg har ret til en uddannelse, og at det er min pligt, at søge viden, uanset om jeg er enlig eller gift. Ingen steder i islams struktur får vi fortalt, at kvinder skal vaske, rengøre eller lave mad for mænd. Og hvad angår, at muslimske mænd har ret til at slå deres koner – så er det simpelthen ikke sandt. Kritikere af islam vil citere tilfældige Koranvers, eller hadith, men som regel taget ud af sammenhæng. Hvis en mand hæver så meget som en finger imod sin kone, er det ikke tilladt for ham at efterlade et mærke på hendes krop, hvilket er Koranens måde at sige ”Du skal ikke slå din kone, fjols!”

Vold mod kvinder

Det er ikke kun muslimske mænd, der skal genoverveje status og behandlingen af kvinder. I henhold til en nylig National Domestic Violence Hotline-undersøgelse oplevede 4 millioner amerikanske kvinder et alvorligt overfald af en partner inden for en 12 måneders periode. Mere end 3 kvinder bliver dræbt af deres mænd og kærester dagligt.

Voldelige mænd kommer ikke fra nogen bestemt religiøs eller kulturel kategori; i henhold til hotline-undersøgelsen er én ud af hver tredje kvinde blevet slået, tvunget til sex eller på anden vis misbrugt i hendes livstid. Dette er et globalt problem, der overskrider religion, rigdom, klasse, race og kultur.

Seksuelle råvarer

Men det er også sandt, at i Vesten tror mænd stadig, at de er overlegne i forhold til kvinder, på trods af protester for det modsatte. De modtager stadig bedre betaling for det samme arbejde – og uanset om det er i postrummet eller i bestyrelsen, så bliver kvinder stadig behandlet som seksuelle råvarer, hvis magt og indflydelse kommer direkte fra deres udseende.

Hvem er civiliseret?

Og hvad angår dem, der stadig prøver at påstå, at islam undertrykker kvinder, genkald da denne udtalelse fra 1992 fra præst Pat Robertson, der gav sit syn på magtfulde kvinder: Feminismen er en ”socialistisk, anti-familie politisk bevægelse, der opfordrer kvinder til at forlade deres mænd, dræbe deres børn, udøve heksekunst, ødelægge kapitalismen og blive lesbiske”.

Nu kan du så fortælle mig, hvem der er civiliseret, og hvem der ikke er.

Klide

”Hvordan jeg kom til at elske sløret”, Yvonne Ridley, Washington post 23/10/2006, oversat af Safia Aoude

Før arbejdet for Sunday Express havde Yvonne Ridley arbejdet 10 år i Fleet Street for flere forskellige prestigefyldte aviser fx The Sunday Times, The Observer, Daily Mirror og Independent. Hun har også arbejdet på projekter som nyhedsoplæser, producent og præsentør på programmer for BBC TV og radio, CNN, ITN og Carlton TV, hvor hun blandt andet rejste til Afghanistan, Irak og Palæstina. Hun er stifter og medlem af Women in Journalism og hun er også promotor for kvinders rettigheder og er også stifter og medlem af Stop The War Coalition og det politiske parti RESPECT.