Suveræniteten tilhører Gud | Valg af ledelse | Tre principper som minoritet | Forskellige former for demokrati
Suveræniteten tilhører Gud
Ingen muslim vil være uenig i det faktum, at ulig demokratiet, hvor suveræniteten tilhører folket, tilhører den i islam Gud [1]. Det betyder, at et islamisk demokrati skal bevæge sig inden for en grundlov, det ikke kan ændres. Det betyder ikke, at islam kræver, at folket skal ekskluderes fra den politiske proces. Eller fordi alle er enige om, at Koranen og Profetens eksempel er deres vejledning, at de ikke har forskellige meninger og ideer om, hvordan islam kan gøres til den afgørende orden i samfundet. En bestemt gruppe har ikke monopol på, hvordan islams principper og forskrifter kan implementeres.
Valg af ledelse
Afvisningen af demokrati som en ideologi hvor suveræniteten tildeles folket, betyder ikke afvisning af demokratiet som et princip for deltagelse i den politiske proces. Især to grundbegreber i islam, pligten til samråd (“shura”) og løbende nyfortolkning af læren (“ijma”) betyder, at folk bør deltage i formgivningen af den politiske struktur og valget af ledelsen i samfundet.
Derudover er det en pligt i islam, at en muslim, efter bedste evne, deltager i den politiske proces med det formål at modvirke dårligdom og styrke samfundets bedste, og derved støtter og etablerer sociale fælleskaber og retfærdighed i samfundet.
Tre principper som minoritet
I Tariq Ramadans omfattende arbejde [2] med at forstå, forklare og finde veje for muslimer til at kunne leve i ikke-muslimske kulturer i disse moderne globaliserede tider fastslår han tre overordnede principper for en muslim:
- Det første princip er, at en muslim ikke kan afsige Gud og Hans budskab.
- Det andet princip er, at en muslims pligt er at være retfærdig.
- Det tredje princip er, at en muslim skal søge hjælp fra retslærde til at finde løsninger på de forhold, som kan volde problemer.
Forskellige former for demokrati
Der er altså ikke umiddelbart et problem at leve i et demokratisk land. Der, hvor problemet tilsyneladende opstår, er, når ’demokrati’ kun ses som i et unipolært eurocentrisk lys. Der volder det naturligvis problemer.
Det store ’problem’ med hensyn til, hvorvidt islam og muslimer kan have ’demokrati’ er således nærmere at forstå og acceptere, at andre samfund kan have andre former for ’demokratiske’ institutioner og love.
Opgaven, der påhviler de muslimske lærde og intellektuelle, er at sikre, at de basale islamiske principper bliver forankret i samfundet, og at forestå det intellektuelle arbejde, der er nødvendigt for at overgå fra den eksisterende struktur til den nye struktur.
Ligesom der er forskellige udformninger af demokratiske styreformer i verden, er der forskellige meninger blandt muslimske lærde og grupper om, hvordan den konkrete implementering kan se ud.
Kilder
[1] Uddrag fra Islamic Futures, Ziauddin Sardar, 1985, s. 153
[2] At være europæisk muslim, Ramadan Tariq, 2002, Forlaget Hovedland
http://max211.free.fr/articles/anglais/articles-human-right.htm
http://max211.free.fr/articles/anglais/articles-shorra.htm
Human Rights in Islam, A’la A. Maududi, 1993, The Islamic Foundation
Hvad enhver bør vide om islam, J. Esposito, 2003