Materialisme | Ejendomsret | Religiøs skat | Marxisme | Renter | Monopoler | Arveret

Spørgsmålet om, hvorvidt også et islamisk samfunds økonomiske liv kan baseres på Koranen, har været genstand for en livlig diskussion gennem hele dette århundrede. For eksempel angav en bibliografi over litteratur om emnet islamisk økonomi, der udkom i 1978, over 700 titler.

Materialisme

En rettroende muslim afviser for eksempel den vestlige materialisme og dens fokus på vækst. Den islamiske økonomi har ikke en produktions- og forbrugsstigning som sit altoverskyggende mål. Det gælder i stedet om at opnå en økonomisk balance og harmoni i samfundet. Tanken er, at Gud en gang skabte verden, for at dens ressourcer skulle komme alle til gode under forudsætning af, at de ikke optræder ugudeligt i deres stræben efter at få del i dem, men at de altid har samfundets bedste for øje, både på kort og langt sigt.

Også de fattiges grundlæggende behov skal tilgodeses, eftersom de også har ret til Guds gaver. En mand, der risikerer at dø af sult, har ret til at stjæle den føde, der er nødvendig, for at han kan overleve, fra dens retmæssige ejer, og det er ham også tilladt at gribe til vold, hvis det er den eneste udvej.

Ejendomsret

Den private ejendomsret er dermed ikke absolut. En sådan tilfalder alene Allah. Adam Smiths (1723-1790, regnes stadig for den moderne øknomis fader) teorier om, at et samfund kommer i økonomisk balance, hvis alle forsøger at maksimere deres egne økonomiske behov på det frie marked, opfattes derfor som blasfemi.

Det er helt grundlæggende i den islamiske tradition, at det at eje noget betyder, at man har en brugsret, og ikke, som det er tilfældet i den romerske ret, at man også har ret til at misbruge ejendomsretten. Jord, som ikke bruges, kan for eksempel overføres til religiøse foreninger, hvis overskud går til de fattige.

Religiøs skat

Den religiøse skat, Zakat eller almisse, som lidt forenklet går ud på, at 2,5% af al indkomst og kapital skal gå til de fattige og til at dække samfundets behov, betyder endvidere, at inaktiv kapital afvikles over en årrække. Kapital, der investeres i produktive projekter, og som kommer hele samfundet til gode, skal imidlertid ifølge islam give et afkast til ejerne. Det private initiativ, når det drejer sig om økonomiske forhold, sættes derfor højt i islam.

Marxisme

Muslimerne opfordres af deres tro til at stræbe efter goderne i dette liv, men hovedvægten lægger man ikke desto mindre på mådehold og samfundsansvar. I overensstemmelse hermed opfatter islam en indtægt, man ikke arbejder for, som helt forkastelig. Man kan derfor sige, at islam sympatiserer såvel med kapitalismens tro på den hellige private ejendomsret som med marxismens stærke reaktioner på de sociale konsekvenser, der er resultatet af laissez faire kapitalisme.

Renter

Koranens forbud mod renter (“riba“) er nok den økonomiske forskrift, Vesten kender bedst.

Riba har efterhånden fået flere forskellige betydninger. Det er blevet opfattet som et forbud mod enhver form for rente eller arbejdsfri indkomst. Begrebet er også defineret som et forbud mod en på forhånd fastsat rentesats, hvilket jo indebærer, at når man låner penge ud, løber man ikke nogen risiko, men får automatisk flere ressourcer, og dette kan ende med, at de ressourcer, Gud har skabt til gavn for alle mennesker, kun bliver et fåtal til del.

Monopoler

Forbuddet mod monopoldannelser er et andet eksempel på de begrænsninger, islam sætter for det økonomiske liv. De muslimske teoretikere støtter sig i dette tilfælde til Surah 59 vers 8, hvor der står, at muslimernes udbytte ikke skal fordeles blandt dem, der allerede er rige.

Arveret

Også regler vedrørende arv forhindrer, at der sker ophobning af kapital. Samfundets og familiens vel kommer i første række, og man slipper for at rette sig efter forskellige luner, afdøde måtte have haft. Disse regler betyder, at den afdøde selv kan bestemme over en tredjedel af det, han ejer. Det er primært den nærmeste familie – børn, forældre og ægtefælle – der arver resten, men også andre familiemedlemmer skal have deres del.

Kilder

Uddrag fra Islam og Europa, Ingmar Karlsson, 1994, s. 76-82.