Om Knud Holmboe | Mellemøsten og Islam | Ørkenen brænder

Knud Holmboe er den første danske muslim i nyere tid, som vi har vidnesbyrd om. Følgende introduktion er af Mogens Pelt [1] og forordet er af Knud Holmboe selv, fra bogen “Ørkenen brænder”.

Om Knud Holmboe

Knud Holmboe blev født i Horsens i 1902. Familien var købmænd, men Knuds interesser udviklede sig tydeligvis i retning af det mere åndelige med religion og filosofi som omdrejningspunkter. Han valgte journalistik som levevej, men lod ikke karrieren stå i vejen for åndelige eksperimenter og religiøs søgen. Omkring 1922 konverterede han til Katolicismen, rejste til Frankrig, hvor han gik i kloster – nærmere bestemt i det, der var grundlagt af middelalderens betydningsfulde og berømte cistercienserabbed Bernard af Clairvaux. I 1924 rejste Holmboe til Marokko og mødte for første gang den verden, som skulle forblive omdrejningspunktet i hans liv, indtil en alt for tidlig død indhentede ham i efteråret 1931.

Mellemøsten og Islam

Holmboe konverterede til islam og besøgte i årene 1925-1927 de tidligere osmanniske kerneområder Albanien, Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Irak og Palæstina. Han rejste desuden til Iran. Hermed kom han også i kontakt med stormagternes kolonipolitik. Han kunne ved selvsyn konstatere, at deres forsøg på at transformere tidligere osmannisk land til europæiske kolonier generelt var uvelkomment, ofte brutalt og lejlighedsvis blodigt.

Ørkenen brænder

Følgende er en gengivelse af forordet til bogen “Ørkenen brænder” af Knud Holmboe. Bogen udkom på dansk første gang i 1931.

I begyndelsen af året 1931 indtog italienerne ved hjælp af de abyssinske tropper, de havde ført til Kyrenaika, oasen Kufra i den sydlige del af den libyske ørken. En lille håndfuld arabere, der gennem den snes år havde kæmpet tappert mod de italienske koloniseringsforsøg, bukkede under for den regn af maskingeværkugler, som en civiliseret nation er i stand til at benytte som et effektivt overtalsesmiddel.

Europa hører intet om dette, ud over et enkelt telegram fra Rom, der kort og godt meddeler: “Det lykkedes vore tropper at besætte Kufra.” Europa ved ikke meget om, hvad der foregår i Nordafrika og især i den italienske koloni Kyrenaika, hvor en nation forsvarer sig på 19. år mod en fortvivlende stor overmagt.

Og hvordan skulle Europa vide det? Meget få europæere, der besøger Orienten, taler folkets sprog; de telegrammer der bliver sendt fra Benghazi eller Derna, stammer alle fra italienske kilder og fortæller kun om, når en europæer er blevet overfaldet af “oprørere” i det indre. Men hvorfor finder disse overfald sted? Hvorfor er denne godmodige, arabiske befolkning, hvis religion prædiker nøjsomhed og tålsomhed, blevet til “oprørere”?

Det er det, denne bog vil fortælle lidt om.

Bogens brændpunkt er rent tilfældigt kommet til at ligge i Kyrenaika. Det er det land, der for øjeblikket har den store interesse. Det er her, fascisterne har indført tusinder af “kristne” abyssiniere fra Eritrea; de får syet kors på brystet, bliver forsynet med maskingeværer, og så er de fortræffelige repræsentanter for den hvide races civilisation, der trænger sejrrigt frem. Bogen er et angreb på den forløjede frase, der gang på gang gentages i Europa: “Vi europæere er kaldede til at lære barbarerne kultur og have deres lande som protektorater.”

Kilder

[1] “Ørkenen brænder”, Knud Holmboe med efterskrift af Mogens Pelt 2011.

“Hjulspor i sandet: Historien om Ali Knud Holmboe”, Safia Aoude 2002.